Løkken Miniby er en almennyttig forening med omkring 150 medlemmer etableret i 2003.
Vi har en vision om at ’genskabe fortiden for fremtiden’ ved i målestok 1:10 at opføre en så detaljeret, nøjagtig og komplet model som muligt af Løkken, som byen så ud omkring år 1900.
De færdige bygningsmodeller udstilles på et område i Vendsyssels Plantage i Løkken.
Her er den daværende by- og gadeplan genskabt i størrelsesforholdet 1:10 med indbyrdes korrekte placeringer af bygningerne i forhold til hinanden.
Udstillingsområdet rummer desuden en fotoudstilling, som præsenterer bymiljøer, bygninger og personer i datidens Løkken.
Sammen med modelhusene bidrager denne til dokumentation om Løkkens by- og kulturhistorie omkring år 1900.
Skilte med QR-koder ved model-husene henviser til Løkken Lokalhistoriske Arkivs omfattende materiale om bygningernes historie og ejerforhold.
Løkkens maritime historie fortælles i skibsmodeller
Samtidig med opbygningen af bymodellen bygges en fartøjssamling af de skibstyper der har været hjemmehørende i Løkken gennem tiderne.
Skibsmodellerne bygges også i målestok 1:10.
Et godt arbejdsfællesskab skaber resultater
Løkken Miniby har en trofast gruppe aktive, primært pensionister, som i et givende arbejdsfællesskab bruger deres færdigheder og kundskaber og bidrager til et konkret, meningsgivende projekt, som rækker langt ud over ’egne rækker’ til hele lokalsamfundet.
Værkstedet er ramme om et meget positivt socialt fællesskab, hvor der både arbejdes flittigt og omhyggeligt og der er rum for nogle gode snakke om både lyse og alvorlige emner.
Igennem de seneste godt 20 år har de frivillige færdiggjort omkring 60 bygninger ud af de over 150 bygninger, der udgjorde Løkken anno1900.