Til forside

Laug

Nyhedsbrev

Løkken Miniby

Huse i Løkken

Billeder
1

 

Nyhedsbrev februar 2012.

 

 

Så er det igen blevet tid for det årlige nyhedsbrev til Minibyens trofaste medlemmer og til andre interesserede. Vi synes, vi kan se tilbage på et år med stor aktivitet både på værkstedet og i de arbejdende udvalg.

Som sædvanligt skal vi se tilbage på de aktiviteter, der har været i årets løb. Den 10. marts havde vi indbudt vores sponsorer til sponsoraften i værkstedet. Der kom 5. personer i alt, så vi vil overveje, om vi vil springe et år eller to over, da det jo stort set er de samme sponsorer, vi henvender os til år efter år.

 

 Aftenens overraskelse var et besøg af Vibeke Frøstrup og Mette Ørum, som overrakte en fin vest til alle minibyggerne. Vestene var sponsoreret af LEVINS i Løkken v. Svend Erik Frøstrup. Vi takker mange gange for de fine veste, som vi bruger, så tit vi kan finde anledning til det.

26. marts holdt vi vores årlige laugsforsamling. Ud over de aktive var der 4 gæster til stede

 

 

Forårsmesse.

16. og 17. april var vi inviteret af Lions Club til at være med til forårsmesse i Løkken hallen, og vi tog med glæde imod invitationen og den gratis stand. Vi fik lavet en fin udstilling med både huse og billeder. 

 

 

Vi er glade for, at vi fik lejlighed til at snakke med en masse mennesker og til at fortælle om vort arbejde. Der var mange interesserede, så vi betragter det som en stor succes. Vi vil gerne rette en stor tak til Lions Club, for at vi kunne få lov til at være med på så gode betingelser

 

24. maj. Store flyttedag.

 

Dagen var ventet med stor spænding. Vort store projekt med de 7 huse i Vendelbogade skulle flyttes hen til Leif og Ingers forhave. Leif havde lavet et fint fundament, så flytningen forløb på bedste måde. Husene er ikke så store, som mange af de andre, vi har lavet, så de kunne flyttes med håndkraft. 

 

 

Efter flytningens strabadser var Inger og Leif værter ved et veldækket bord, og det er noget, som vi sætter stor pris på. Vi har efterfølgende fået lavet plancher med fakta om husene og deres beliggenhed i det gamle Løkken. Inger fortæller, at der hver dag er en masse mennesker, der standser op for at kigge på husene, og at der bliver taget adskillige billeder hver dag. Husene er sponsoreret af Danske bank og Forsikringsselskabet Vendsyssel, og det siger vi stor tak for.

 

Igangværende og fremtidig aktivitet.

I årets løb har vi også restaureret Sønder i by, som var et af de første huse, vi byggede. Som vi har skrevet om tidligere, så lærer vi også af de fejl, som vi laver undervejs. Det er for det meste valget af materialer, der kan volde os problemer. For tiden har vi 2 store huse under opførelse. Det drejer sig om det stykke af Nørregade, som begynder ved hjørnet af Vendelbogade og fortsætter hen mod Torvet

 

I huset på hjørnet af Vendelbogade har der gennem mange år været købmandsbutik, men endnu længere tilbage til 1900 var der bageri eller brødudsalg.I det næste hus er der i dag frisørsalon. Når de to huse er færdige, er det planen, at vi tager fat på det hus, som tidligere var gartneriudsalg ved Erik Bøgh Andersen. Derefter kommer Bach Mortensens forretning, inden vi når til et stort projekt, som er Løkken badehotel. 

For at fuldende projekt Nørregade er vi begyndt på huset på det andet hjørne af Vendelbogade, hvor der har været Løkken Gamle Bolighus. Huset er et stort vinkelhus med stråtag, og det er nok et af de største huse, vi har bygget til nu.

 

 

Leif og Ejnar har startet opmuringen, vinduerne er målt op og Kurt laver strå klar til den største tækkeopgave vi har haft til nu. Vi glæder os til at se det færdige resultat. 

Når det en gang er færdigt, har vi bundet et stort stykke sammen af Nørregade med de huse i gaden, vi allerede har bygget, og det er stort set den plan, vi har arbejdet efter de sidste år.

 

Angående bådmodellen, er den tæt på at være færdig efter det oplæg, som er i bogen med de gamle Danske bådtyper.

 

 

Snakken går, om der skal være mast og sejl på, som var det almindelige for den bådtype. Vi har ingen tegninger at gå efter, så vi er på bar bund. Men der er hjælp på vej, så måske kan vi, med hjælp udefra, få lavet tegninger og planer for rigningen, for vi vil ikke lave noget, som vi gætter os til.

 

Fremtidig placering. 

Et område, som har fyldt meget i årets løb, er spørgsmålet om, hvor vi kan finde et blivende sted til Løkken Miniby og værksted. Værkstedet i Vendelbogade er for småt, så vi har i årets løb fulgt forskellige spor, uden det har givet noget endeligt svar på vores pladsproblemer. Men optimismen har aldrig været større. Der er for tiden nedsat en arbejdsgruppe, der arbejder med et endeligt projekt i samarbejde med en anden forening i Løkken, men det er for tidligt at løfte sløret for noget endnu. Der arbejdes også på ansøgninger til forskellige fonde med henblik på at skaffe de økonomiske midler til at realisere vores ønsker. Vi kan dog godt love, at alle vil blive orienteret i det øjeblik, der er noget nyt at fortælle.  

Til slut en stor tak til alle, der viser interesse for og støtter vores arbejde i Løkken miniby.

 

 På de aktives vegne 

 

Oldermand Arne S. Jensen

 

 

Til forside

Laug

Nyhedsbrev

Løkken Miniby

Huse i Løkken

Billeder
1